Farvel Kenya – for denne gang.

Idag er de fleste kenyanere taget hjem, og vi er saaledes 5 helt fortabte piger efterladt paa en alt, alt for tom platform. Det foeltes meget maerkeligt at skulle sige farvel til mennesker der har vaeret saa stor en del af ens hverdag de sidste 4 maaneder – og specielt ikke vide om vi nogensinde kommer til at ses igen.

Vi kom tilbage til Daraja den 3. december, og har vaeret saa optaget af alle mulige andre ting, at vi slet ikke har faaet skrevet. Resten af vores rejse var ligesaa fantastisk som den foerste del. Ugen i Dar Es Salaam var spaendende omend voldsomt varm. Vi opdagede alle hvor meget man inderligt kan vaerdsaette vifter og air condition.

De 4 dage vi havde paa Zanzibar var ogsaa helt fantastiske. Det var dejligt bare at have fri, ligge paa stranden og slappe af inden vi skulle tilbage til Daraja. Zanzibar var virkelig et lille paradis, og som Amalie sagde saa “ligner det lidt ét af de der postkort man ikke helt tror paa er rigtige”.

De sidste par uger paa Daraja har vi brugt paa vores endelige projekt, hvor vi fik lavet nogle rigtig fine ting, og afrundet vores 4 hoved-temaer globalization, kenyan politics and development, kommunikation og kunst. Det har vaeret en meget god maade at slutte det hele af paa, selvom der vist ikke rigtig er nogle af os der helt har forstaaet – eller vil forstaa – at det nu altsammen er slut.

Paa tirsdag koerer vi til Nairobi og skal flyve om aftenen. Saa vi vil sige; farvel og tak, Kenya. Vi ses helt sikkert igen en dag.

- Marie

Kaffe-date med en farmer..

Tirsdag var en fantastisk dag for alle kaffe-elskere paa holdet. Vi var nemlig ude og besoege en lokal kaffe-farmer lidt uden for Moshi by, ca. en time fra Arusha.
Her fik lov at se hans kaffemarker, og vaere med til at braende kaffeboenner over et lille baal, og grounde dem bagefter “the old-school way”. Det var fantastisk. Til sidst fik vi en fantastisk god kop kaffe, lavet over baal af de boenner vi selv havde vaeret med til at tilberede.
Farmeren fortalte ogsaa om nogle af de udfordringer der er ved at vaere en lille farmer, og konkurere med de store farmere, og om eksporten af kaffe til udenlandske firmaer, der pakker det og saelger det tilbage til Tanzania meget dyrere.

Det er virkelig en maerkelig oplevelse at vaere i et land der virker saa rigt – med kaffemarker, tanzanitminer, store landbrug, Ngorongoro krater og Kilimanjaro der tiltraekker turister osv. – og saa er her alligevel saa fattigt. Der er noget helt galt et eller andet sted..

Vi var ogsaa ude at besoege et institut for Coffee Research, som havde kaempe kaffe-marker, hvor de bl.a. eksperimenterede med at blande forskellige kaffesorter saa kaffeboennerne kunne faa alle de gode egenskaber fra de forskellige sorter. Det var meget spaendende at hoere om.

Dog var det en lille smule tankevaekkende, at hverken farmeren selv eller biologen fra the Coffee Research Institute, havde hoert om “Fairtrade”, der ifoelge deres egen hjemmeside stoetter op mod 90.000 small-scale coffee farmers i det nordlige Tanzania..

- Marie

Ankommet til Tanzania!

Så er vi i Tanzania!

Vi krydsede grænsen i søndags, og bor nu på MS TCDC i Arusha. Her er VIRKELIG lækkert. Det er klart det fineste sted vi har boet, med store værelser, stort udendørsområde, bar, poolbord, fitnessrum og noget af det lækreste mad jeg nogensínde har fået.

Vi glæder os alle sammen så meget til disse 3 uger i Tanzania, specielt fordi det er første gang for os alle sammen. For os danskere er det spændende at opleve et andet afrikansk land end Kenya, og for mange af kenyanerne er det første gang de er uden for Kenya. Mest af alt, er det bare en rigtig god følelse at vi nu alle oplever et nyt land for første gang. Det er fedt at vi alle er “fremmede”, og at der ikke er nogen der er 100% på hjemmebane.

På søndag tager vi videre til Dar Es Salaam – en køretur på 8 timer som vi ikke ligefrem glæder os til – og ugen efter til Zanzibar.

- Marie

En uge i Nairobi

Så er vi begyndt på vores store rejse – og indtil videre har det været
helt fantastisk!

Den første uge tilbragte vi i Nairobi, hvor vi igen boede på YMCA,
stedet vi overnattede den første nat i Kenya. Det var et meget sjovt gensyn,
der bragte alle de gamle følelser fra ankomstdagen tilbage. Det virker som 100
år siden vi ankom til Kenya, og det var sjovt at tænke på, at ingen af os
kendte hinanden særlig godt for bare 2 måneder siden. Det har vi heldigvis fået
rettet op på.

I Nairobi skulle vi igen besøge Kibera, hvor vi skulle samarbejde med
KCODA om at lave vores egen avis. Derudover skulle vi besøge Eastleigh
Community Center der laver en masse arbejde for at uddanne unge, og besøge Kuona
Trust, et fantastisk work space for kunstnere.

Dagene i Kibera var for mig noget af det mest spændende vi lavede i
Nairobi. Vi fik lov til at gå rundt og snakke med en masse interessante
mennesker, og lære en masse om livet i slummen. Specielt var der én kvinde, der
virkelig gjorde et stort indtryk på mig.
Jeg gik rundt sammen med Solomon, én af mine kenyanske medstuderende, og
vi blev inviteret ind i en hårsalon, hvor vi fik lov at snakke med Karen,
indehaveren af salonen. Salonen var fyldt med mennesker, og trods manglen på
plads blev vi hver tilbudt en stol. Karen fortalte at hun var HIV-positiv og at
hendes mand havde efterladt hende med 12 børn. Den yngste af disse var blot en
baby, som jeg hurtigt fik placeret på skødet – uden noget brok fra mig. Karen
fortalte videre at denne hårsalon var hendes eneste indtægtskilde, men at hun
med 12 børn at forsørge, indimellem blev nødt til at prostituere sig selv. Da
hun så mit forfærdede ansigtsudtryk grinte hun og sagde “You mzungus.. you
just don’t understand what we’re capable of doing to survive. What would you
do?”. Et spørgsmål jeg håber jeg aldrig bliver nødt til at besvare.

Da besøget var ved at være slut takkede vi mange gange, og Karen takkede
for besøget. Desuden tilføjede hun at jeg var meget velkommen til at købe lille
Nadine, der var faldet helt til ro på mit skød, for blot 4 mio. ksh. Hun er en
meget god baby, blev jeg forsikret. Det kan jeg jo så lige tænke lidt over..

- Marie

Safari

 

I weekenden har vi været på safari! 4 dage i Masai Mara og Lake Nakuru.

Efter 8 meeeget lange og bumpende timer i matatu ankom vi til Masai Mara. Der var virkelig smukt, og vi boede i nogle meget hyggelige telte, og spiste virkelig god mad.
På andendagen var vi på dagstur hvor vi så rigtig mange dyr. Vi så The Big Five (elefant, næsehorn, løve, bøffel og leopard) på nær leoparder. Derudover så vi også mange andre flotte dyr, som jeg ikke helt forstod ikke var inkluderet i “the must see animals”. Det kunne let have heddet The Big 15. F.eks. synes jeg at giraffer og zebraer er meget flottere end f.eks. bøfler der jo, som Nanna sagde det, bare ligner en stor ko med en dårlig hår-dag.

Der var virkelig flot og vi havde alle mange “det er ligesom i Løvernes Konge!”-øjeblikke. Dog var vi skuffede over den manglende klippehule, og at hverken zebraer, antiloper eller nogen andre dyr på noget tidspunkt kastede sig på knæ og bukkede for løverne. Der var noget de helt havde misforstået.

På tredjedagen kørte vi til Lake Nakuru, som også var virkelig smuk, og søndag hjem til Daraja. Alt i alt nogle hyggelige dage, dog med voldsomt mange timer tilbragt i bumlende matatuer.

Idag, mandag, er også starten på den sidste uge på Daraja før vi drager til Nairobi og Tanzania. Så spændende!

 

- Marie

Vi er langt fra Danmark..

.. Når trafikken kan gå fuldstændig i stå fordi en stor flok kameler dovent vælger at krydse vejen.

.. Når en af vores kenyanske medstuderende efter en snak om eventyret Askepot konkluderer: But Cinderella is highly unrealistic. Vi nikker alle og tænker på glasskoen, kareten lavet af et græskar og alle de små dyr der kan sy en balkjole, indtil hun fortsætter; Yes, highly unrealistic, a maid marrying a prince.

.. Når “mzungu-priser” er noget man skal tage sig i agt for. Det erfarede Amalie og Nanna da de hver købte en mandazi (klejne-lignende morgenmads-snack) og en kop te for 150 shillings, hvorefter de fandt ud af, at Joseph vores kenyanske facilitator få minutter forinden havde købt 2 mandazis og en kop te for 25 shillings.

.. Når man i supermarkeder kan købe film-bokse med “All Jesus movies”, indeholdende de 6 bedste film om Jesus på markedet. Fristet?

.. Når skilte som de nedenstående er meget normale i gadebilledet.

.. Når vores taxachauffør efter at være blevet vinket ind til siden af politiet smiler til os og siger ‘corruption country’ hvorefter han tager et bundt pengesedler fra handskerummet som han går ud og giver politimændene uden nogen form for diskretion.

- Marie

Vi bestiger Mount Kenya

Dag 1

Allerede på første dag, der bød på 9 km i silende regn, kom vores regntøj på en alvorlig prøve. Jeg havde alvorlige diskussioner med mig selv i de første tyve minutter af turen, hvor jeg nåede at sige ”hvad er det, jeg har rodet mig ud i?” de første 50 gange. Herefter tog jeg mig dog sammen og var meget stolt over at være den første der nåede dagens lejr – Old Moses : )

Stigning: 2650m til 3320

Dag 2

Anden dag blev betegnet som ”en meget hård dag” og for den (her anonyme) medbestiger, der allerede efter 4,5 km’s gang i går havde meddelt, at hun ”ikke skal med op i morgen”, lød det meget skræmmende. Ikke desto mindre var alle i tøjet og med fuld oppakning på ryggen, da klokken var 7:30.

Desværre fik guiden ret, og i det vi ikke var den hurtigste flok – indrømmet!, tog det os 10 timer at gå dagens 14,6 km. Vi ankom lidt før aftensmadstid til lejren, hvor nogle irriterende hiker-energiske unge englændere, der også havde været på Old Moses om morgenen, havde været i den nye lejre i ”a couple of hours”.

Generelt set var det tydeligt at mærke (både for os og andre), at vi måske havde taget munden lidt for fuld med at bestige Mount Kenya og det hele. Derfor blev vi altid mødt af enten et lidt hånende/medlidenhedsgrin eller en kæk kommentar som ”YAY! You made it!!!”. Hmmm… I det mindste var vi da ambitiøse i vores valg af aktivitet i fri ugen – en anden mulighed var at dase på Mombasas strande (hvilket mange gange virkede fristende, da vi traskede op af et bjerg i vores våde tøj).

Dagens lejr lå ret højt. Derfor var det en kold fornøjelse at sidde i fællesrummet, så da klokken var 19:30 luskede vi os i seng.        

Stigning: 3320 til 4200m

Dag 3

Vækkeuret ringede, da klokken slog 2:00 (ja om natten). Vi fik taget vores tøj på i zombietilstand og satte os ud i fællesrummet for at få en opkvikker i form af te og kiks. Da klokken var 3, begav fire af os op på bjerget (heldigvis uden vores oppakning). Det var koldt og mørkt, men med hjælp far vores pandelygter kunne vi lige skimte, hvor vi skulle træde. På det tidspunkt, var der helt klar himmel. Nøj, det var flot.

Efter en god halvanden times gå gang, hvor vi alle følte os mere døde end levende, måtte Marie stå af og i det vi kun havde én guide med, måtte vi efterlade hende med højdesyge bag en sten i buldermørke. Efterfølgende fortalte hun, hvordan hun har siddet og snakket med diverse stjernebilleder og sten, men den historie vil jeg lade hende om at fortælle (www.globalhoejskolekenya.wordpress.com).

Vores guide, Charles’, plan var, at vi skulle indhente (supervandregruppen), der var gået en del tid før os, så han kunne ”sætte os af der” og herefter gå ned med Marie. Supergruppen havde dog ingen intentioner om at vente på os, så med det i baghovedet mente vi selv, at chancerne for at vi indhentede dem var lig nul. Charles blev dog ved med ”They’re not that fast”, hvortil vi kun kunne svare ”Men det er vi jo SLET heller IKKE!”. Efter vi havde gået i, hvad vi gætter på er en halv til en hel times tid fra Marie, og vi ikke var så langt fra supergruppen, ”sendte” vi Charles ned til Marie.

Vi tre resterende nåede aldrig supergruppen og endte med at bestige resten af bjerget selv, hvor vi forsøgte at gå i de fodspor som supergruppen havde sat i sneen. På det tidspunkt var det stadig ret mørkt, og vores ben bedte om rigtig mange pauser. Ret syret.

Ikke desto mindre kom vi op på toppen – YAY, og følte os virkelig seje.

(fra venstre) Amalie, mig og Signe

Da vi var 1/3 del nede kom en af portørerne og viste os vej ned igennem det stenbrud, som vi til vores store overraskelse åbenbart også var gået op ad et par timer før.    

Da klokken var lidt i otte sad vi ved morgenmadsbordet – virkelig udkørte, og spiste, så vi var klar til at gå ned til Old Moses, da klokken slog halv ti. Og selvfølgelig begyndte det igen at regne, lige som vi trådte ud af døren. Hård dag.

Dag tre var virkelig hård. Jeg fungerer ikke så godt, når jeg står op kl.2 om morgenen og med vores virkelig langsomme tempo, blev jeg rimelig frustreret til sidst og besluttede mig for selv at sætte lidt tempo på ned af bjerget (jeg ville bare have mine sko af NU). Det medførte at jeg endte med at stå på et diset bjerg alene og ikke ane, hvor jeg skulle gå hen! Mindre panikanfald. Heldigvis for mobiltelefonen og et godt råb fandt jeg op til de andre efter et kvarter til tyve minutter. Det gjorde dog afslutningen lidt sjov, og vi ankom grinende til Old Moses og satte os ind for at spise frokost kl. 17 (og aftensmad kl.19). Heldigvis var der ingen ”vi kendte” i lejren den aften. Puha!

Stigning: 4200 til 4985 og ned til 3320 igen

Dag 4

Sidste dag! Kun 9 km ned af – let nok. Eller hvad? Det blev 9 km med ren smerte, masser af medlidenhedschokolade og virkelig typisk – den eneste dag med solskin.

Vi nåede bunden efter tre timers tid med ulækkert tøj, smadrede kroppe, hævede hænder og ansigter samt vablede fødder.

Stigning: 3320 til 2650

I dag er det søndag, og vi føler os nogenlunde ovenpå efter en restitutionsdag med hele sjette sæson af Project Runway

Vi havde en helt vildt sjov tur, måske fordi vi var så langsomme og heldigvis alle er udstyret med en god portion selvironi. Mit sejhedslevel har fået et boost af en anden verden, hvis jeg selv skal sige det, og generelt er jeg bare virkelig glad for, at jeg kan sætte tjek ved ”at bestige Mount Kenya” : )

- Nanna (www.fraglostruptilnanyuki.wordpress.com)

 

I dag er det Aggi’s fødselsdag…!

- og aldrig har vi oplevet SÅ meget regn – …hurra hurra hurraaa!

Det er altså helt vildt. Kunne høre det trommede på taget det meste af natten, så vi stod op til en allerede våd verden. Så kom den første byge, så stilnede det lidt af. Så kom den næste byge, og så lidt roligt igen. Køerne tog utilfredsstillende middagslur i det driv våde græs, og så har det ellers fortsat med ekstreme byger on-and-off til nu, hvor klokken er tidlig eftermiddag.

Det er også smadder koldt, så der bliver brygget varmt te og uldsokkerne, som egentlig var købt til bjergbestigningen i næste uge, kommer i brug.

Meget mærkeligt; hvem var det lige der bildte os ind, at der altid er varmt ved ækvator?? 

Senere i dag, når vi har overrasket fødselsdags-pigen med lækker hjemmebagt kage og holdt hygge-middag med hjemmelavede burgere, tager vi ind til byen og danser en dans i anledningen. Så kan det være vi kan få varmen lidt igen…

-Signe

(skrevet  fredag d. 14. oktober)

Tro det eller ej

Vi er langt væk fra de vante rammer derhjemme. Både fysisk men bestemt også i forhold til kulturelle og religiøse værdier og opfattelser. Og det vidste vi jo egentlig udmærket godt før vi tog af sted. Men selvom vi havde forsøgt så godt som muligt at forberede os hjemmefra på at tackle de så kaldte ’culture clashes’, kan det selvfølgelig ikke undgås, at vi nogle gange kommer ud i samtaler og diskussioner, hvor vi ender med at sidde med store spørgsmålstegn i ansigterne og ikke helt er sikre på, om vores kære kenyanske venner tager gas på os, eller om de rent faktisk mener det, de sidder og fortæller.

Et godt eksempel på sådan en situation var, da vi efter en hyggelig afslutnings-fest for gæstelærer Gry, sad i stearinlysenes skær og fik historier om hekse-doktorer og deres vilde tricks. Der var blandt andet beretninger om tyvagtige sjæle, der blev straffet ved f.eks.  at  blive forbandet til at spise græs! Eller hvis en person var løbet af sted med et stjålent køleskab på ryggen, ville han senere opleve at det simpelthen sad fast, så først når han efter flere dages slæben kom krybende tilbage til den rette ejer, ville det slippe ham igen..!

Der var også konen, der hældte en eliksir i sin mands mad, for at interessen til hende skulle genopvækkes. Det virkede desværre ikke efter hensigten, og manden blev i stedet forvandlet til en slange fra halsen og ned!

Vores reaktion: ”Haha, sikke nogle fjollede historier!” Kenyanernes svar: ”Jamen, det er skam rigtig nok, de viste det i fjernsynet og aviserne!”

En anden gang, efter en af de mange snakke om tro og religion, som vi bestemt ikke har et ens forhold til, konkluderede Amalie undrende: ”Altså jeg kan da godt forstå at man tror på Julemanden, ham har man jo set masser af gange.. men Gud, ham er der jo aldrig rigtig nogen der har mødt..!”

Mange opfattelser af, hvordan verden hænger sammen, og ingen ved hvad der er sandt og hvad der ikke er…

-Signe

 

På besøg i Isiolo

Mandag tog vi til Isiolo, en by der ligger ca. en times kørsel nord for Nanyuki. Vi tog derop sammen med nogle Activista-folk fra Nanyuki og det vestlige Kenya. Da vi kørte hjem tirsdag sad jeg i matatuen med meget blandede følelser og indtryk af stedet.

Jeg må indrømme at mit første indtryk af Isiolo var: Her kan der ikke bo mennesker. Når man tager i betragtning at Isiolo kun ligger en time fra Nanyuki er det helt vildt, så meget landskabet ændrer sig. Nanyuki er grønt og behageligt varmt. Isiolo er tørt, helt vildt varmt og luften er tyk af støv.

Vi besøgte ActionAid’s hovedkontor hvor de også havde store lagerhaller til opbevaring af al den nødhjælp de modtager fra Nairobi. Jeg var virkelig overrasket over at høre, at der bor 140.000 mennesker i Isiolo og omegn, hvoraf 83.000 afhænger af nødhjælpen fra ActionAid. Det er altså over halvdelen af befolkningen! Dette bidragede kun endnu mere til min opfattelse af Isiolo som et sted i forfald, et sted uden nogen egentlig fremtid.

Fra ActionAid’s hovedkontor kørte vi lidt uden for Isiolo by for at se på området, og besøge nogle af de lokale. Allerede fra ankomsten, var der noget der ikke helt stemte overens med mit første indtryk. Folk dansede, sang højlydt, var klædt i flotte og farvestrålende dragter og bød os hjerteligt velkommen. Her hørte vi også om ActionAid’s program “Food for Assets” der går ud på at folk skal arbejde for at få mad, og ikke bare være passive modtagere af nødhjælp. Dette program lod til virkelig at have gjort en forskel. Folk lærte at dyrke jorden så de udnyttede den sparsomme regn bedst muligt og lokalsamfundet virkede engageret og sammenrystede. Denne følelse blev blot bekræftet den næste morgen da vi alle troppede op for at hjælpe med at grave nye vandrør ned. Alle hjalp til og i løbet af et par timer var vi færdige.

Denne aktivitet og alle de engagerede og inspirerende mennesker vi mødte, fik mig til at revurdere mit første indtryk af Isiolo. Måske er det i virkeligheden ikke så slemt. Måske kan man virkelig ændre de forhold man lever under. Måske kan man i virkeligheden alt, hvis bare man vil det nok, og tror på det. Måske kunne vi alle lære noget af den tilgang til tingene.

Når det er sagt må jeg indrømme, at det var en lettelse at stige ud af matatuen i Nanyuki og tage en dyb, frisk og støvfri indånding.

- Marie